Efterforskning af alvorligt færdselsuheld på Djursland nærmer sig sin afslutning

dato

Østjyllands Politis efterforskning af et alvorligt færdselsuheld fra den 14. januar - hvor to busser stødte frontalt sammen og to personer afgik ved døden - nærmer sig sin afslutning. En 44-årig mand er i den forbindelse blevet sigtet i sagen.

Efterforskningen af et alvorligt færdselsuheld fra onsdag formiddag den 14. januar 2026 nærmer sig sin afslutning, da politiet blandt andet for nyligt har modtaget de endelige svar på en række forskellige tekniske undersøgelser i relation til sagen.

Undersøgelserne har blandt andet vist, at der efter alt at dømme var tale om glatføre, da den ene bus kom over i den anden vejbene, hvilket omkring kl. 09.31 forårsagede det alvorlige frontale sammenstød mellem de to busser på Landevejen ved Eskerod nær Hornslet på Djursland.

"Der er umiddelbart intet i sagen, der undervejs i vores efterforskning har tydet på, at sammenstødet skyldes hverken påvirkning eller defekte busser - og det er fortsat vores vurdering, at der er tale om et dybt tragisk færdselsuheld," siger vicepolitiinspektør Thomas Schouby Hansen fra Østjyllands Politi.

 

To personer mistede livet

Efter sammenstødet mellem de to busser blev en 32-årig mandlig passager i den ene bus og en 52-årig mandlig passager i den anden bus erklæret døde på stedet ved myndighedernes ankomst til færdselsuheldet.

På baggrund af efterforskningen af sagen er en 44-årig mandlig buschauffør blevet sigtet for at have begået uagtsomt manddrab på de to passagerer.

"Sagen er ulykkelig for alle involverede parter, og det er en sag, der har påvirket mange mennesker i og omkring ulykkesstedet - herunder naturligvis de involverede chauffører og passagerer, som dagligt pendler på strækningen, men særligt også hos de efterladte til de to mænd, der mistede livet i forbindelse med episoden," siger Thomas Schouby Hansen.

Sagen vil nu blive overdraget til Anklagemyndigheden med henblik på at få foretaget en juridisk vurdering af, hvorvidt der skal rejses tiltale i sagen. Tidshorisonten for arbejdet med den juridiske vurdering er pt. ukendt.

Østjyllands Politi har for nuværende ikke yderligere kommentarer til sagen.

Du kan læse mere om sagen i tidligere udsendte pressemeddelelse på linket her: https://politi.dk/oestjyllands-politi/nyhedsliste/to-personer-afgaaet-ved-doeden-i-forbindelse-med-faerdselsuheld-mellem-to-busser/2026/01/14

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi
Mest læste artikler