Social- og sundhedshjælper Michelle Schiøler Egholm havde et par ekstra gæster med under armen, da hun i dag mandag den 27. maj hjalp borgere i Hornslet med ældrepleje.
Med den nye ældrereform lægges der op til, at kommunerne indfører faste teams i ældreplejen, så borgerne møder kendte ansigter i eget hjem.
I Syddjurs Kommune er der allerede indført faste teams i hele ældreplejen med selvstyrende teams med sygeplejersker, sosu-personale, terapeuter og visitatorer, og det ville ældreminister Mette Kierkgaard, ældreordfører Kirsten Normann Andersen og forkvinde i Dansk Sygepleje Råd, Dorte Boe Danbjørg, gerne opleve på nært hold.
- Syddjurs er helt i front med faste teams til glæde for kommunens borgere, og det var tydeligt at opleve, at de borgere, som vi besøgte, var meget tilfredse. Medarbejderne oplever også en helt anderledes arbejdsglæde ved selv at kunne planlægge arbejdet og bruge deres faglighed. For mig er det indlysende, at minuttyranniet skal væk, og faste teams er vejen frem, siger ældreminister Mette Kierkgaard.
Med aftalen om ældrereformen er der årligt afsat en ekstra milliard kroner til at hæve kvaliteten af ældreplejen, og derudover kan kommunerne få andel i 376,1 mio. kroner til omstilling til faste teams.
Ældreordfører Kirsten Normann Andersen siger:
- Jeg er glad for i dag at opleve, at Syddjurs har inddraget alle fagligheder i de faste teams. På den måde kan medarbejderne bedre samarbejde om den mest optimale helhedspleje for borgerne, og medarbejderne oplever en stor tilfredshed ved at få sat hele deres faglighed i spil. For SF var det meget vigtigt under de politiske forhandlinger at få øremærket midler til faste teams, så pengene ikke forsvinder i kommunekassen til andre formål, og selvom Syddjurs allerede er i gang, kan kommunen stadig få del i de øremærkede midler.
Syddjurs borgmester Michael Stegger Jensen (S) bød de tre gæster varmt velkommen sammen med Riber Hog Anthonsen (V), formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Syddjurs Kommune. De to udtaler:
- Vi er stolte over at kunne præsentere ældreminister Mette Kierkgaard og de øvrige gæster for vores borgerteams. Det er en arbejdsform, som giver mere medindflydelse til den enkelte medarbejdere og flere faste medarbejdere hos den enkelte ældre. Det er dog også en forandringsproces, som er krævende og tager tid, da det er en helt ny samarbejdsform. Det er derfor positivt, at der sættes ekstra midler af til at understøtte denne kulturforanding.