”Jeg får så meget igen fra håndboldhallen, når jeg er frivillig”

Heidi Lang Johnsen fra Hornslet IF er blandt de fem nominerede til prisen som Håndboldens Hverdagshelt 2023, der uddeles af AutoPartner og DanskHåndbold. (Foto: DanskHåndbold)
dato

Heidi Lang Johnsen fra Hornslet IF er blandt de fem nominerede til prisen som Håndboldens Hverdagshelt 2023, der uddeles af AutoPartner og DanskHåndbold.

Af Sarah Munk Jørgensen

30 sæsoner.

Har du spillet håndbold i Hornslet IF, er du sikkert stødt på Heidi Lang Johnsen.

Hun er nemlig en af de uundværlige ildsjæle i Håndbolddanmark. Igennem store dele af sit liv, har Heidi Lang Johnsen nemlig trænet, arrangeret og faciliteret unikke og uforglemmelige håndboldoplevelser for børn og unge i lokalområdet.

- Jeg kan godt lide bevægelse. At give børnene et fællesskab omkring idræt, hvor der er plads til alle uanset niveau. Og at skabe nogle sociale rammer, så fællesskabet også kan noget både før og efter træning, fortæller Heidi Lang Johnsen.

”Jeg får mulighed at blive ved med at udvikle mig”
Heidi Lang Johnsen begyndte, som rigtig mange andre frivillige, med at være træner for sine børn. Men da de stoppede efter kort tid, fortsatte hun. Og det har hun absolut ikke fortrudt: 

- Jeg får lov at møde børn og unge i alle aldre, og jeg får mulighed for at blive ved med at udvikle mig. Hvordan gør vi eksempelvis håndboldhallen interessant for unge, der i dag har 100 andre valgmuligheder? Skal vi tilbyde fredagshygge, hvor der først er håndbold og senere et socialt arrangement?

Under corona var Heidi Lang Johnsen også med til at starte et ”Leg og lær med bold”-hold op. Hun træner i dag både U5, U6 og U15-piger. Hun tager en uges ferie til sommer for at hjælpe til på klubbens håndboldskole. Og så ser hun det som en af sine fornemmeste opgaver at give alt det videre, som hun selv har fået fra håndboldhallen, da hun var yngre:

- Det er vigtigt for mig, at de unge trænere i klubben har nogen at læne sig op ad. De er fremtiden i vores håndboldklubber. Det er vigtigt at give dem ansvar, uden de føler, at de står alene, siger Heidi Lang Johnsen og afslutter:

- Det styrker at løfte i flok, og alt det her kan ikke gøres op i penge. Det giver en ubeskrivelig glæde indeni, som jeg under alle at mærke.

Prisen som Håndboldens Hverdagshelt 2023 bliver uddelt i foråret 2024.  

Det er femte gang, at AutoPartner og DanskHåndbold uddeler prisen, som er et udtryk for taknemmelighed samt en stor tak til alle frivillige i Håndbolddanmark. De er uundværlige og gør det hver dag muligt for børn, unge og voksne at spille håndbold over hele landet. Samtidig hylder prisen én frivillig, der gør en særlig forskel.

Kilde: Dansk Håndbold
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.