Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Hornslet - torsdag den 8. oktober

Profilbillede
dato

Hornslet er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Fremstilling i Retten i Randers kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller kl. 11.00 ved retten i Randers en 42-årig kvinde i grundlovsforhør. Kvinden blev anholdt tirsdag ved 11-tiden under et kontrolbesøg på en massageklinik i det nordlige Aarhus. Kvinden har siden marts opholdt sig ulovligt i landet, og sigtes derfor for ulovligt ophold.

Se mere på gårsdagens døgnrapport.

**

 

Truede ægtepar i bussen

En 31-årig kvinde var onsdag formiddag omkring kl. 10.51 med bus 2A sammen med sin mand i retning mod Holme. Ved stoppet før Klostertorv kom en mand ind i bussen og mumlede nogle ting mod parret, de ikke helt kunne høre. Kvinden lagde mærke til, at manden havde en delvist udfoldet kniv på ryggen og bad derfor sin mand forholde sig helt roligt.

Parret var meget utrygge ved manden, der virkede truende i sit kropssprog men ikke tog kontakt til parret, og de stod derfor af ved næste stop og kontaktede politiet. En patrulje kørte derfor hurtigt efter bussen og standsede den ved Frederiks Allé.

I bussen fandt betjentene en 31-årig mand, der passede på parrets signalement. På sædet ved siden af den 31-årige lå en foldekniv og den 31-årige blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af knivloven.

**

Unge mænd havde narko på sig

Onsdag kl. 21.58 mødte en gruppe betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje tre unge mennesker foran Randers Kollegie på Nyvangsvej i Randers. Da de tre personer virkede noget nervøse over politiets tilstedeværelse, besluttede betjentene at se lidt nærmere på, om de unge havde noget på sig, de ikke måtte have. Den ene af dem, en 21-årige mand, blev fundet i besiddelse af noget skunk og blev sigtet for narkobesiddelse. En af de andre, også en mand på 21 år, blev fundet i besiddelse af hash og kokain og blev både sigtet for narkobesiddelse og for salg af narkotika, da betjentene også fandt andre ting, der tydede på, at han solgte hash.

**

 

Høj musik og skunk i stuen

Onsdag kl. 23.28 kørte en patrulje ud til en lejlighed på Rundhøj Allé i Højbjerg, hvor en nabo forgæves havde forsøgt at komme i kontakt med beboeren, der i halvanden time havde spillet meget høj musik. Da betjentene ankom til stedet, fik de kontakt til lejlighedens 30-årige mandlige beboer, der fik besked på at skrue ned for musikken. Mens betjentene stod i døren, bemærkede de en bestemt, sødlig lugt fra lejligheden, og betjentene gik indenfor for at kigge nærmere på, hvad den 30-årige havde liggende. Og her fandt de ganske rigtigt en pose med en mindre mængde skunk, og den 30-årge mand blev derfor sigtet for narkobesiddelse.

**

 

Bil i brand

Natten til torsdag kl. 03.44 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 34-årig mandlig bilist, hvis bil var brudt i brand. Manden havde tidligere på dagen hentet sin bil fra værkstedet, men da han kørte på Aarhus Syd Motorvejen ved Hasselager, begyndte det pludselig at ryge fra bilen. Manden holdt ind til siden, og der opstod kortvartigt flammer, som manden dog selv fik slukket med en pulverslukker. Brandvæsnet blev tilkaldt for at hjælpe manden yderligere. Der skete ingen personskade.

**

 

Ild i toiletpapir

Natten til torsdag kl. 01.49 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om en mulig brand ved Hotel Ritz på Banegårdspladsen i Aarhus. Det viste sig, at nogen angiveligt havde forsøgt at sætte ild til noget toiletpapir på toilettet i hotellets kælder, men det havde ikke udviklet sig yderligere.

**
Skyndte sig væk med peberspray og narko i lommerne
Onsdag eftermiddag lidt efter kl. 14.00 kørte en patrulje et rutine-tilsyn i Musikhusparken i Aarhus. Her mødte de to mænd, som skyndte sig at gå fra stedet, da de så betjentene. Betjentene fulgte derfor efter dem for at få en snak med dem. Det viste der sig at være god grund til – den ene af mændene, som var 31 år, havde nemlig både en mængde narko og en ulovlig peberspray på sig, og han blev derfor sigtet for begge dele.

**

 

Brand i forladt lagerbygning

Politi og brand kørte onsdag kl. 17.15 til Bjørnholms Allé i Viby, hvor der var ild i tagryggen på en forladt lagerbygning. Brandvæsnet fik hurtigt branden under kontrol og slukket ilden. Tagryggen i den sydlige ende af gavlen blev delvist udbrændt, men ingen kom til skade ved branden.

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 07.41 skete der et færdselsuheld på Lykkegårdsvej ved Solbjerg, da en 15-årig cyklist kom ind foran en 26-årig mandlig bilist og blev ramt af bilen. Den 15-årige kom ikke umiddelbart til skade ved uheldet.

Onsdag kl. 12.42 skete der et færdselsuheld på Flintbakken i Rostved ved Rønde, da en 48-årig kvindelig bilist og en 36-årig mandlig bilist skulle flette sammen efter motorvejsafkørslen. Den 48-åriges bil blev ved sammenstødet skubbet ud af retning og endte på en mark, mens den 36-åriges bil blev totalskadet ved sammenstødet. Både den kvindelige og den mandlige bilist blev kørt på skadestuen til observation, men slap umiddelbart uden alvorlige skader.

En 36-årig mandlig bilist måtte onsdag kl. 15.54 hjælpes ud af sin bil, efter bilen i et solouheld var endt på siden på Rødeled Vej i Grenaa. Den 36-årige forklarede selv, at han havde ramt en træstub i siden af vejen og derved mistede herredømmet over bilen. Den 36-årige blev tilset af en ambulance men slap umiddelbart uden alvorlige skader.

Onsdag kl. 16.02 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Viborgvej og Tilst Skolevej i Aarhus V, da en 42-årig kvindelig bilist og en 85-årig kvindelig bilist stødte sammen. Begge kvinder pådrog sig kvæstelser, men er ikke i kritisk tilstand.

En 32-årig mandlig bilist blev onsdag kl. 16.59 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje i krydset mellem Støberigade og Århusvej i Randers. Den 32-årige blev desuden sigtet for kørsel uden førerret.

En 37-årig mandlig bilist blev onsdag kl. 17.45 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset i krydset mellem Silkeborgvej og Dyssehøjvej i Brabrand.

En patrulje blev onsdag kl. 20.00 opmærksomme på en parkeret bil på Edwin Rahrs Vej, hvor den 22-årige mandlige fører røg en joint, hvorefter han kørte fra stedet. Betjentene bragte bilen til standsning 200 meter længere nede af vejen, hvor den 22-årige blev sigtet for narkokørsel og for kørsel uden førerret. I bilen fandt de desuden flere små mængder skunk og hash, så den 22-årige fik en sigtelse for narkobesiddelse med på vejen.

Onsdag kl. 20.08 skete der et færdselsuheld i en skolegård ved Grønhøjskolen på Nørreled i Øster Tørslev, Gjerlev. En 22-årig mand kørte rundt på en knallert i skolegården, da gaskablet pludselig satte sig fast, så han ikke kunne bremse. Han kørte derfor direkte ind i en mur og slog hovedet ind i en glasrude, der blev knust. Da den 22-årige mand ikke havde styrthjelm på, slog han hovedet, men han slap umiddelbart med en mindre rift i panden.

Onsdag kl. 21.05 skete der et færdselsuheld på Vestervold i Randers C. En 18-årig mand kom kørende ad Vestervold, da han i krydset ved Vestergade kørte over for rødt lys og kørte ind i en anden bil, ført af en 21-årig mand, der kom fra modsatte retning og var i færd med at svinge til venstre. Den 18-årige mand blev kørt til kontrol på skadestuen, men ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.

Onsdag kl. 21.56 skete der et færdselsuheld på Landevejen ved Eskerod, Hornslet, hvor to biler kørte frontalt sammen. Der skete umiddelbart ingen alvorlig personskade.

Onsdag kl. 22.50 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, narkobesiddelse og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Brabrand.

Natten til torsdag kl. 03.14 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nordskellet i Randers NV.


**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn ikke anmeldt et eneste indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

Denne artikel er skrevet af Ninna Andersen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi